Verden er revet midt over af ”international terror” og et vestligt militært reaktionsmønster. Bag dette ligger en ny antisemitisme rettet mod og opstået imellem de to semitiske broderfolk, palæstinensere og israelere. Det begyndte med, at FN vedtog oprettelsen Israel i 1947 med en nøje planlagt delingsplan.

Ifølge FN’s delingsplan, resolution 181, fik jøderne godt 56% af Palæstina, skønt jøderne kun ejede 6% af jorden. Palæstinenserne fik kun 44% på trods af, at der boede dobbelt så mange palæstinensere i området (ca. 1.2 mio.), end der boede jøder (ca. 0.6 mio.). Det er forklaringen på, at de arabiske lande stemte mod delingsplanen. Alligevel blev delingsplanen vedtaget; 33 lande stemte for; 13 stemte imod og 10 lande afholdt sig fra at stemme.
Men krigen i området fortsatte, og størstedelen af den indfødte arabiske befolkning blev fordrevet af den israelske hær; den resterende del fik deres rettigheder beskåret.

Dette er baggrunden for senere og nuværende Mellemøst-krige. Kun ved at gennemføre den af FN vedtagne grænsedragning fra 1947 kan verdensfreden reetableres. (Se Fredsforslag)
På demokratisk vis må verdenssamfundet bøje sig for FN’s afstemningsresultat. Det nægter Israel, og den vestlige verden tør ikke sige Israel imod. Dette er problemet over alle problemer.
Med vestlig hjælp vandt Israel krigene, men Israel har besat det landområde, som FN havde vedtaget skulle være palæstinensernes land, ikke mindre end 12000 kvadratkilometer! Israel ønsker at beholde hele området som et ”Storisrael”. For at gennemføre dette vidtløftige projekt, er Israel nødt til at køre hårdt frem over for den palæstinensiske civilbefolkning. Så hårdt at det tangerer – og ofte overskrider - grænserne for folkemord. Modstanden mod dette ”folkemord” og mod annekteringen af 12000 kvadratkilometer palæstinensisk land har bredt sig ud over landegrænser og udgør i dag rent fysisk den såkaldte ”Globale Terror”.
Fordrivelsen af 3 mio. og ghettorisering af andre 3 mio. palæstinensere har udviklet sig til et anarkistisk og ustruktureret opgør mellem den jødisk-kristne verden på den ene side og den muslimske verden på den anden. Dette imødegås i Vesten ved militær oprustning med kæmpe militærbudgetter, ”terrorsikring” med vansiring af havne, lufthavne og broer samt en krig i Irak med 300.000 sårede og døde. Alligevel står Bibelens ord og de mørke sider af mennesket mere fremtrædende end nogensinde.

Palæstinenserne har den juridiske ret, men israelerne har sværdet og den ret, det indebærer:

Hvorfor stræber du mig efter livet?
Hvad! Du bor jo på den anden side af vandet. Gode ven, boede du på denne bred, ville jeg være en morder, og det ville en forbrydelse således at slå dig ihjel; men da du nu bor på den anden side, bliver jeg en helt og handler rigtigt.
(Blaise Pascal)

Israels ret til at eksistere er ikke baseret på det jødiske folks hypotetiske oprindelse eller Abrahams pagt med Gud. Israels ret til at eksistere er grundlagt i international lov og ret, helt konkret i FN’s delingsplan fra 1947.
(Arthur Koestler)

Enhver ny stat har behov for sympati og moralsk opbakning fra donorlande. Dette tilflyder Israel gennem den såkaldte ”Holocaustindustri”, der fokuserer på det jødiske folks lidelser. Det kan ikke udelukkes at denne opbakning omsættes i undertrykkelse af det palæstinensiske folk for at fravriste dette landområder og andre rettigheder, for eksempel part i vandresurser.
(Politiker)

Israel har ingen ønsker om territoriale gevinster, kun om fred bag sikrede grænser.
(Israelsk regeringserklæring efter Junikrigen, ”Seksdageskrigen” 1967)