Historie

Israel har i sit ’Frihedsbrev’ fra 14. maj 1948 argumenteret for, at det havde en historisk ret til det stykke land i området, som patriarken Abraham fik udpeget af Gud ifølge Det Gamle Testamente. Derfor fremlægges her en ikke fuldstændig tidstavle over skelsættende begivenheder for den mosais-kristne religionsopfattelse samt en tidstavle for nyere historiske begivenheder, der har haft betydning for den nuværende situation.

1850 f.v.t. Abraham rejser til Kana’an. Hans Gud udpeger ham landet med ordene: ”Jeg vil give dine efterkommere dette land!”.

1700 f.v.t. Israels børn kommer til Egypten.

1250 f.v.t. Israels børn indleder flugten fra Egypten.

1229-1200 f.v.t. Israelitterne indtager Kana’an under ledelse af Josva.

1010-970 f.v.t. Kong David hersker i kongeriget Israel. Israels storhedstid begynder.

970-931 f.v.t. Kong Solomo regerer Israel. Landets storhedstid slutter med Kong Solomo og riget deles i to kongedømmer; et nordligt Israel og et sydligt Juda.

722 f.v.t. Opsluges det nordlige Israel af assyrerne.

640-610 f.v.t. Kong Josias får samlet og afskrevet historiske dokumenter som Femte Mosebog, Dommerbogen, Første og Anden Kongebog samt Første og anden Samuelsbog.

597 f.v.t. Nebukadnesar erobrer Jerusalem, og jøderne deporteres til Babylon.

587 f.v.t. Nebukadnesar erobrer Juda og jævner Jerusalem med jorden.

538 f.v.t. Kyros tillader eksiljøderne at vende tilbage til det forjættede land.

515 f.v.t. Det andet tempel bliver færdigbygget.

Det bør bemærkes, at genforskningen har vist, at ingen levende personer kan påkalde sig flere af Abrahams gener end andre. At Abraham skulle have avlet Isak med Sara, der var langt ud over sit klimakterium, da Isak blev født, er som at tro på jomfrufødsel. Det må være et teologisk spørgsmål. Derfor skal man være varsom med at blande racisme og religion sammen med storpolitiske beslutninger.

Tidstavle over begivenheder, der fører til oprettelsen af det nye Israel:

1896 udgav Theodor Herzl bogen Der Judenstaat. Versuch einer modernen Lösung der Judenfrage.
Theodor Herzl betragtes som den politiske zionismes grundlægger

1897 afholdes den første zionistkongres i Basel med et handlingsprogram, der skulle lede frem til en jødisk nationalstat. Målet skulle nås ved masseindvandring af jøder til Palæstina, ved køb og erobring af jorden og ved massefordrivelse af de arabiske palæstinensere.

1897 boede der i Palæstina 450.000 palæstinensere og 47.000 jøder. Araberne ejede 99 % af jorden.

1901 blev Jewish National Fund grundlagt. Fonden skulle opkøbe og udvikle jord i Palæstina, oprette kolonier og give lån.

1917 fremlagde den engelske udenrigsminister Lord Balfour den såkaldte Balfour-erklæring, hvori der står: Hans Majestæts regering ser med sympati på oprettelsen af et nationalt hjem i Palæstina for det jødiske folk, og den vil gøre sit bedste for at fremme dette mål under den klare forudsætning, at der ikke sker noget, som kan gribe ind i de medborgerlige og religiøse rettigheder for de i Palæstina eksisterende ikke-jødiske samfundsgrupper, ej heller i jøders rettigheder og politiske status i andre lande.

1917 oprettedes Temporary Organization Committee med den opgave at opbygge en jødisk milits og en jødisk bosætteradministration.

1919 var den amerikanske King-Crane kommission i Palæstina. Den udtrykte betænkelighed ved en betingelsesløs gennemførelse af de zionistiske tanker.

1920 blev tvillingorganisationen Jewish Foundation Fund oprettet. Den skulle tage sig af bygningsopgaver.

1920 blev England udpeget som mandatmagt for Palæstina.

1922 så den britiske regering sig nødsaget til at  fremlægge en uddybning til Balfour-erklæringen: Hans Majestæts regering erklærer nu utvetydigt, at det ikke er dens politik, at Palæstina skal være en jødisk stat. Regeringen ville i høj grad betragte det som værende i uoverensstemmelse regeringens forpligtelser - såvel over for de arabere, der bor i mandatområdet, som i forhold til de forsikringer, der tidligere er afgivet over for det arabiske folk - hvis Palæstinas arabiske befolkning skulle tvinges til at blive borgere i en jødisk stat.

1922 udgjorde jøderne en tiendedel af befolkningen.

1936 gjorde den arabiske befolkning oprør over for den jødiske overtagelse af arabisk jord, der fratog dem deres eksistensgrundlag. Oprøret lammede landet i seks måneder og medførte en reaktion i England, hvor man nedsatte den såkaldte Peel-kommission.

1937 Peel-kommissionen anbefaler, at Palæstina deles: En femtedel af landet, den mest frugtbare, skulle være jødisk.

1946 udgjorde jøderne en tredjedel af befolkningen.

1947 Den 29. november vedtog FN's generalforsamling resolution nr.181. I 1. del. A3 står: Der skal oprettes en uafhængig arabisk stat, en uafhængig jødisk stat og et særligt internationalt styre over Jerusalem. Grænsedragningen mellem de to nye stater, den såkaldte 1947-grænse, medførte, at Israel fik 56% af Palæstina og palæstinenserne 44%. Arabere i den jødiske stat og jøder i den arabiske stat skulle have fulde borgerlige rettigheder.

1948 jøderne ejede ved afstemningen kun ca. 10% af jorden

1948 Den 14. maj underskrev en jødisk forsamling med Ben Gurion i spidsen et ”frihedsbrev” der skulle udgøre retsgrundlaget for en ny israelsk provisorisk regering. Denne uafhængighedserklæring talte om Theodor Herzl som den nye stats åndelige ophav. Den talte om Balfour-erklæringen og FN's resolution nr. 181 som statens folkeretslige grundlag.

1948 Den 14. maj var allerede en kvart million palæstinensere flygtet bort fra det nye Israel, skræmt af beretninger om terror og vold, udført af de jødiske undergrundsstyrker Stern og Irgun.

1948 Den 15. maj udviklede de borgerkrigslignende tilstande sig til regulær krig. Hære fra de arabiske nabolande rykkede ind i Palæstina for at komme de betrængte palæstinensere til hjælp.

1948 11. juni etableredes en våbenhvile. Israel havde da besat 40% af den planlagte palæstinensiske stats område.

1956 Udkæmpedes ”Sinajkrigen”.

1967 Udkæmpedes ”Seksdageskrigen” i juni måned. Israel besætter Sinai, Golan og Jerusalem.
Fronten kom til at ligge i Palæstina som ”1967-grænsen”.

1967 FN vedtager resolution 242 med krav om tilbagetrækning af Israels væbnede styrker fra  områder, der var blevet besat i den nylige konflikt. Desuden krav om afslutning på alle fordringer og krigstilstande og respekt for alle staters suverænitet.

1973 Udkæmpes ”Oktoberkrigen”. Israel besætter resten af Palæstina.

1973 22. oktober vedtog FN’s sikkerhedsråd resolution nr. 338 om at stoppe krigshandlingerne og gennemføre resolution 242.

Det bør bemærkes, at Israel ved Vestens ensidige hjælp efter hver krig har nægtet at levere de besatte områder af Palæstina tilbage. Her har Vesten og Israel handlet stik imod internationale love og imod FN's resolutioner. Israel har endnu ikke levet op til Balfour-erklæringen og FN's delingsplan (resolution 181), som er statens entydige eksistensgrundlag. Dette er hovedårsagen til terrorismen i området. Vestens dobbeltspil er belastende også for den af Danmark førte udenrigspolitik.

Derfor bør alt sættes ind på, at Vesten sikrer Israels grænser fra 1947-48. Dette gøres ikke ved at føre krig mod Irak eller andre arabiske lande med eller uden atomvåben. Det gøres ved at oprette en militær bufferzone i området mellem ”1947-grænsen” og ”1967-grænsen”. (Se Fredsforslag).

Gå til toppen af siden