Fredsforslag

Alle de fredsforslag, der er fulgt efter FN’s delingsplan i 1947, sidst det af det danske EU-formandskab fremførte under betegnelsen ”Road Map”, er alle løbet ud i sandet, bogstaveligt talt. Enten har parterne saboteret dem, eller fredsforslagene er blevet overhalet indenom af begivenhederne. Dette skyldes, at de alle har haft samme fejl indbygget.

Fejlen har været, at alle fredsforslag, undtagen FN's fra 1947, har manglet et klart mål med angivelse af, hvor grænserne skulle gå mellem de to stater, Israel og Palæstina. Ligeledes har alle de kuldsejlede freds- og mæglingsforslag manglet anvisning på fordeling af resurser, først og fremmest af de begrænsede vandresurser.

Denne fejl har medført krige og lidelser og har nu bragt verden på randen af en verdensomspændende ny krig.

En anden fejl, der har været gennemgående, har været ikke at stå fast på den i 1947 vedtagne grænse mellem Israel og Palæstina. Dette kan sammenlignes med den manglende konsekvens, man havde over for Tysklands territoriale krav i 1938, hvor man først tillod Tyskland at besætte Østrig og senere Sudeterland. Det førte som bekendt til 2. Verdenskrig. Man bør ikke i dag acceptere besættelse af andres land og ejendom for at tækkes den mest truende og magtfulde og så tro, at der vil være ”fred i vor tid”.

Der er ingen holdbare argumenter for, at palæstinenserne skal have mere, end FN bestemte i 1947.
Der er ej heller holdbare argumenter for, at israelerne skal have et større område til deres stat end det, FN allerede har givet dem i 1947, nemlig hele 56% af det område, der var til deling.

Derfor skal grænsedragningen stå uantastet, sådan som hele verden måtte acceptere den, da FN's generalforsamling ved Resolution 181 vedtog den med overvældende flertal 29. november 1947. 33 stemte for Resolution 181, 13 stemte imod og 10 undlod at stemme. Både USA, USSR og de vesteuropæiske lande stemte for. England følte sig inhabil og undlod derfor at stemme.

Ifølge dette fredsforslag kan FN udvide Israels 1947-grænse til en ny grænse, der går ned gennem bufferzonen. I 1967 besatte Israel hele den af FN vedtagne palæstinensiske stat. Bufferzonen er de områder, Israel har besat med vestlig hjælp fra 1948 op til krigen i 1967. Bufferzonen sikres med amerikanske og EU-militærstyrker. Delingen af dette lille område bør ikke true verdensfreden. Israel kan blive tildelt de for dem vigtigste byer og samlende arealer. Palæstina enkelte landbrugsarealer.

Humanistisk Forum for Fred præsenterer:

FREDSFORSLAG

TIL VARIG FRED I MELLEMØSTEN

1) ”1947-grænsen” er grænsedragningen i FN's oprindelige delingsplan for Palæstina. Den blev vedtaget den 29. november 1947 med et kvalificeret flertal på to tredjedele ved afstemningen i FN's generalforsamling (Resolution 181). Dette er den eneste lovlige grænse, Israel har accepteret. Denne delingsplan giver Israel 56% af det oprindelige Palæstina. Israel har bygget sin statsdannelse på denne plan, og zionismen har nået sit mål med denne plan. Derfor skal alt israelsk militær føres tilbage bag ”1947-grænsen”.

2) ”1967-grænsen” er grænsen efter Israels ”ufrivillige erobringskrige” op til krigen i juni 1967. Alle de arabiske lande og palæstinenserne accepterer disse grænser i det såkaldte ”Saudiarabiske Fredsforslag” fra marts 2002. Derfor skal palæstinensisk militær forblive bag disse grænser. Således er de stridende parter adskilt.

3) Mellem ”1947-grænsen” og ”1967-grænsen”, der udgør ca. 30% af det samlede delingsareal, skal oprettes en bufferzone sikret med en overvældende militærstyrke fra FN og NATO (USA). Med en sådan militær slagkraft kan enhver misligholdelse i dag elimineres med stor slagkraft, i modsætning til tidligere.

4) Alle israelske bosættelser uden for ”1967-grænsen” skal beskyttes af NATO (USA) og FN, indtil de kan afvikles (anslået inden for 2-5 år) eller accepteres af og i et nyt Palæstina.

5) Ved FN-forhandlinger deles bufferzonen mellem parterne ud fra, hvad der er sikrest og mest formålstjenligt, herunder blandt andet repatriering af flygtninge. De jødiske, kristne og muslimske verdensorganisationer skal høres, men FN er besluttende myndighed. Begge parter får således mere land, end de på et givet tidspunkt har forventet. Israel får et større område end det accepterede i 1947 og Palæstina et større område end det, som  det saudiarabiske fredsudspil lægger op til. Begge parters ”høge” kan således få visse beskedne krav indfriet.
Bufferzonen som Verdens Industrielle Fredsforsknings Park.
Allerede eksisterende initiativer hvor palæstinensere og israelere arbejder sammen indenfor industri og forskning kan udbygges som et særkende for hele området.

6) Jerusalem forbliver under FN's jurisdiktion, (corpus seperatum). Dette er afgjort ved flere FN-resolutioner, bl.a. resolution 194, artikel 8, sidst gentaget 1. dec.1999. Vandforsyning og kontrol af luftrummet skal sikres parterne af FN og Nato i en årrække (måske 25, 50, eller 100 år).

7) Hele Golanområdet, som Israel besatte i 1967, skal gives tilbage til Syrien på visse betingelser: Området forbliver afmilitariseret under international overvågning. Områdets vandressourcer fordeles i henhold til pt. 6.

Denne fredsplan tilgodeser det krav, at ingen på andres bekostning kan gøre krav på noget, der ikke tilhører dem, hvad enten dette krav understøttes ved anvendelse af magt, ved trusler om magtanvendelse eller ved henvisning til andre forhold.
Israel har som andre nationer ingen ret til erobrede landområder. Derfor har Israel i 1967 officielt erklæret, "at man ingen ønsker har om territoriale gevinster i forhold til "1947-grænsen", kun om fred bag sikrede grænser".
Tidligere fredsforsøg har været afledt af "den stærkes ret" og det følelsesrelaterede "hvem man holder med". Fred kan ikke opnås på sympatier eller antipatier; kun på international retsorden bygget på FN.
Midlet til fredsplanens gennemførelse bør være internationale sanktioner, hvis det af FN vedtagne ikke følges.

Det bør bemærkes, at det område, der kives om, nemlig området mellem 1947-grænsen og 1967-grænsen, kun er på størrelse med Fyn. Der skal megen dårlig vilje til, hvis verdens største militærmagter ikke kan holde området fri for stenkastende børn og israelske kampvogne. Hvis samme lille område ikke senere kan fordeles efter retfærdighed og praktiske principper af FN, har vi næppe fortjent et liv på vores smukke klode.

KONKLUSION:
 I .  Eneste legitime grænse mellem Israel og Palæstina er ”1947-grænsen”, vedtaget ved Resolution 181 af FN's Generalforsamling den 29. november 1947. Israel skal trække sine styrker tilbage i sikkerhed bag ”1947-grænsen”.
II.    Palæstinenserne forbliver med alle væbnede styrker  i sikkerhed bag ”1967-grænsen.
III. USA, NATO og EU danner en militær bufferzone mellem ”1947-grænsen” og  ”1967-grænsen”.
IV. Et frit Palæstina og et frit Israel deler bufferzonen mellem sig efter FN's Auspicier.

Gå til toppen af siden