Forskellige centre for efterretning (PET og FET), for freds- og konfliktforskning, for folkedrab- og holocaustforskning, for fremtidsforskning og for terrorforskning er ofte farvet af politiske og religiøse særinteresser. Dette modarbejder en objektiv betjening af demokratiet.

Hvorfor bruger staten penge på noget, der ikke giver resultater?
Hvorfor giver disse centre ikke forvarsler om folkedrab? Eller belyser igangværende folkedrab? Eller giver advarsler om, når politiske fejlgreb kan udvikle sig til krige og menneskelige katastrofer? Skandalerne om efterretningstjenesterne, der kastede Danmark ud en ulovlig krig, er et skræmmende eksempel.
Er disse centre til pynt, eller er det politiske magtcentre med en anden end den officielt tilsigtede funktionsevne?

Politisk udnyttelse af holocausttragedien.
Ved den påfaldende store opmærksomhed om jødernes holocaust, der til stadighed fremføres i medierne, opstår ganske naturligt medlidenhed, sympati og beskyttelsestrang over for det jødiske folk generelt. Disse følelser bliver politisk omsat og udnyttet til en generel sympati og langmodighed over for alt, hvad israelske regeringer gør. Dette giver de israelske regeringer mulighed for at gå langt over grænsen for, hvad andre regeringer kan tillade sig med hensyn til overtrædelser af menneskerettigheder, folkedrabslignende overgreb på civilbefolkningen og tilsidesættelse af FN’s resolutioner. Disse muligheder bliver udnyttet til det yderste, uden at verdenssamfundet griber ind.

”Jeg betragter ikke holocaust som et særligt jødisk anliggende. Det gælder for alle grusomheder, der kan minde om folkemord”. Citat af fhv. overrabbiner Bent Melchior til Dagbladet Information. Alligevel forbinder de fleste ordet holocaust med nazisternes jødeudryddelser, hovedsagelig grundet en række TV udsendelser om emnet.
I Danmark modtager Afdelingen for Holocaust- og Folkedrabsstudier, også kaldet ”Holocaustcentret”, 6 mio. kr. årlig i statsstøtte. Her lukker man af politiske grunde øjnene for det faktum, at 3 mio. palæstinensere er frataget de mest basale menneskerettigheder. Massedrab og tortur betragtes alt for ureflekteret af Holocaustcentret som den kedelige omkostning ved det, at være palæstinenser. Man vil ikke bruge resurser på det palæstinensiske problem. Man lukker øjnene fast i og bruger alle resurser på fortiden uden at koble denne til nutidens problemer.
Hvilke politiske pressioner er Afdelingen underlagt? Direktør for ”Holocaustcentret” Uffe Østergård udtaler om det påfaldende i, at man ikke tager folkedrabet på palæstinenserne op i forbindelse med Auschwitz-dagen: ”Det vil selvfølgelig være kontroversielt at tage emnet op, men principielt er det muligt at behandle alle folkedrab”.

Havde det været 3 mio. jøder, eller 3 mio. kristne, der var spærret inde i ghettoer og flygtninge- lejre under de samme forhold som nu 3 mio. palæstinensere, ville Holocaustcentret med resten af verden gå amok og straks skride til handling. Med sin nuværende udformning og bemanding skader Afdelingen for Holocaust- og folkedrabsstudier nok mere, end den gavner.
Det, der burde være en seriøs vej til at forstå folkedrabets karakter, er blevet til en politisk platform for nye udskejelser. Kristne, men desværre også jødiske fundamentalister har ét mål: At Israel beholder de besatte såkaldte ”Bibelske Områder”, Samaria og Judæa af Palæstina og indlemmer disse i et ”Storisrael”. De tre mio. palæstinensere tages der intet hensyn til. De skal på den ene eller anden måde gøres til ”ikke eksisterende”. Dette ubehagelige dilemma løses ved: At opnå størst mulig sympati for det storisraelske forehavende. Det, at alle har sympati for det jødiske folk på grund af dets lidelser, er indlysende. Men at misbruge sympatien ved bevidst at udelukke enhver debat om israelske regeringers overordnede strategi det er kynisk udnyttelse af andres lidelser. Både jøders og palæstinenseres lidelser.
Ingen kan være i tvivl om, at det at begå folkemord bygger på en emotionel betinget udskejelse kombineret med magt; såvel social, politisk som militær magt. Det emotionelle bør ikke underkendes. Det, at ofre bliver bødler, har verdenshistorien utallige eksempler på. Dette burde Holocaustcentret fordybe sig mere i. Med den nuværende politiske strategi for ”Holocaustcentret” vil dette center snart opfattes som ”Holocaustcentret til fremme af Holocaust på Det palæstinensiske Folk”

De ansvarlige for Auschwitzdag den 27. januar har på flere forespørgsler afvist at beskæftige sig med det aktuelle holocaust på det palæstinensiske folk.
Under undervisningsministerens ansvar er der nedsat en arbejdsgruppe med en ”Komité” og et ”Repræsentantskab”. Disse indgår aftaler med Afdelingen for Holocaust- og Folkedrabs- studier (”Holocaustcentret”) under Dansk Center for internationale Studier i forbindelse med afvikling af Auschwitz-dag 2005.
”Holocaustcentret” bruger de tildelte midler, to millioner kroner, til at oplyse om folkedrabet på jøder og sigøjnere og andre fortidige folkedrab. Derved opskrives sympatien for den israelske regerings meritter, og det igangværende folkedrab på palæstinenserne nedskrives tilsvarende til at være en ligegyldighed, man ikke bruger sine sparsomme midler på.
”Holocaustcentret” har tilknyttet en række personer, der må være farvet af den jødisk-kristne fundamentalisme. Disse arbejder og forsker indirekte som den israelske regerings forlængede arm, når det gælder afvisning af de palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem. I det israelske projekt ”araberfrit område” har lighedspunkter med projektet ”judenfrei ” i trediverne. Sådan noget kan Danmark ikke være bekendt at støtte.
(Se også under Antisemitisme og Folkedrab og ”Et provokerende eksempel: Folkedrabet på det jødiske*) folk?”.

Tænketanke skyder op overalt. De er bemandet med lobbyister og spindoktorer, der er betalte af politiske og økonomiske interessegrupper. Udtalelser fra tænketanke bør vurderes derefter!